Rally, pålidelighedsrally og klubrally

Ordet rally kommer fra fransk og betyder at samles. I tidernes morgen var et rally en motorsportsbegivenhed, hvor deltagerne startede fra mange forskellige byer for at mødes ved mål på et sted, der var fælles for alle deltagerne. Monte-Carlo ralliet er det mest berømte rally af denne type, og den historiske udgave af løbet, Rallye Monte-Carlo Historique, afvikles stadig på denne måde. Hvert andet år (lige år) er København blandt de fire-fem startbyer.

Hastighedsrally

I et moderne rally kører alle deltagere i et rally ad samme rute. En del af ruten er simpel transportetape, der skal afvikles med en passende lav gennemsnitsfart på veje, hvor der er anden offentlig trafik. Den væsentligste del af løbet er hastighedsprøver på afspærrede, offentlige veje, hvor de deltagende mandskaber starter et ad gangen, oftest med et minuts mellemrum. En rallyprøve er typisk mellem 5 og 20 km lang, og det er typisk muligt at opnå gennemsnitshastigheder på mellem 60 og 120 km/t, alt afhængig af bilens ydelse og vejens beskaffenhed. Hvert sekund på prøven giver ét strafpoint, så hurtigste mandskab vinder.

Klubrally

Vil man i gang med historisk rally, er klubrally stedet at begynde. I klubrally kører man hastighedsprøver på steder, hvor farten ikke kommer særlig højt op. Det kan være på fabriksarealer, parkeringspladser og lignende. De historiske biler deltager på lige fod med topmoderne biler, men kører i egne klasser.

Man samler points for hvert gennemført løb, og når man har gennemført seks løb, kan man få licens til at køre rigtige historiske rallies. Klubrally er sagen for alle, der kan lide at køre stærkt og gerne vil lære at få kontrol over sig selv og sin bil. Til klubrally kræves der kun en godkendt styrthjelm og 2 kg ildslukker samt klubrallylicens. Licens får man ved at tage på klubrallykursus; dem arrangeres der en del af hvert år.