Midtjyder i DM-finale på hjemmebane

Kjellerup og Omegns Motorklub (KOM) kan i 2016 fejre sit 70 års klubjubilæum, og dette sker med fuld damp på de sportslige arrangør-kedler. På selve stiftelsesdatoen blænder KOM op for DM-finalen 2016 i bilorientering med ARENA MIDT-løbet.
– Sammen med min søn Michael har vi lige været en tur i Finland for at ”smugtræne” til arrangementet, oplyser Jens Døssing fra KOM med et lille glimt i øjet. – Vi er godt på vej til at lære konkurrence-fiduserne i det nordeuropæiske mesterskab (NEZ), og vandt i al beskedenhed den såkaldte JUNIOR CUP.

Michael H. og Jens Døssing er nykårede nordeuropæiske junior-mestre i bilorientering

Michael H. og Jens Døssing er nykårede nordeuropæiske junior-mestre i bilorientering

– Bilorientering er en sportsgren uden aldersgrænser, supplerer Michael H. Døssing. – NEZ-mesterskabet blev kørt for første gang i 1978, hvorfor flere af konkurrenterne har dystet i Danmark, Norge, Sverige og Finland allerede inden jeg blev født!
Løbsleder for ARENA MIDT-løbet er rutinerede Anders Fisker, som har komponeret utallige ruter i både små og store bilorienteringsløb: – Ruterne kan sammensættes på utallige måder, alt efter årstiden og vejrbetingelserne. Man bliver derfor altid motiveret til at strikke et nyt arrangement sammen. Vi plejer at sammenligne os lidt med rebus-konstruktører.

Anders Fisker har modtaget flere ærespokaler for sit flittige virke som rutelægger udi bilorientering

Anders Fisker har modtaget flere ærespokaler for sit flittige virke som rutelægger udi bilorientering

I DM-slutspurten er mestrene i M- og A-klassen kåret, men ellers er øvrige medaljeplaceringer ikke afgjort endnu.
– Vi har en fornuftig chance for at score DM-bronze i den næstskrappeste klasse (A), fortsætter Jens Døssing. – Vi har selvfølgelig en lille fordel i vores lokalkendskab, men vi er utallige gange blevet ledt på vildspor af Anders Fisker. Vi kender således også først løbsområdet, når vi får udleveret rutebogen på startstregen.

Anders Fisker er selv kortlæser, og kører sammen med klubkammeraten Harry Hansen

I A-klassen starter desuden Lars og Asger Jespersen fra KOM, som foreløbig ligger på en 13. plads sammenlagt.
– Vi er lige rykket op i A-klassen, forklarer Lars Jespersen. – Vi er kommet i konkurrence med nogle skrappe mandskaber. Typisk går der 5 år, før man kan være med helt fremme om topplaceringerne.

KOM’erne: Lars og Asger Jespersen kører stabilt i A-klassen

ARENA MIDT-løbet bliver opstartet ekstra festligt, idet DM-startfeltet er inviteret med til KOM’s 70 års jubilæum-reception, som afvikles på ARENA MIDT midt på lørdagen.
I B-klassen ligger KOM’erne: Edith Kristensen og Kim S. Jensen på en foreløbig 8. plads i DM-stillingen: – Vi er sprunget over 2 DM-afdelinger på Sjælland, hvorfor vi har fået et selvskabt handicap.

Edith Kristensen og Kim S. Jensen er placeret midt i DM-feltet for B-klassen.

– DM-startfeltet skal nok gardere sig lidt med projektører, afslutter Anders Fisker. – Det bliver nok buldermørkt, inden de sidste deltagere når i mål på ARENA MIDT.

Michael og Jens Døssing

for
KJELLERUP OG OMEGNS MOTORKLUB
Åge Keseler Kirketerp,
Østergade 27, Troldhede,
6920   Videbæk.
Tlf.: 53 38 68 32.