Publikumsinformation
På lørdag køres Rally Kjellerup 2026, som tæller som 3. afdeling af DIF-Danmarksmesterskabet i rally 2026, også kaldet Dansk Super Rally (DSR).
Kjellerup og Omegns Motorklub byder ikke kun på masser af fart og tæt konkurrence mellem deltagerne, men også på et rally hvor publikum kommer helt tæt på oplevelsen.
Med korte afstande mellem prøverne, publikumszoner tæt på action og aktiviteter både fredag og lørdag, er der lagt op til en stor rallyweekend i og omkring Kjellerup.
Arena Midt bliver rallycentrum under arrangementet, mens start og mål foregår fra Torvet i Kjellerup.
Tre hastighedsprøver tæt på byen
Rally Kjellerup 2026 afvikles med tre hastighedsprøver, som hver køres tre gange i løbet af dagen.
Alle prøverne ligger kun få kilometer fra centrum af Kjellerup, hvilket gør det nemt for publikum at opleve flere forskellige steder i løbet af dagen.
Rally HQ og den centrale serviceplads bliver placeret ved Arena Midt på Hasselvej i Kjellerup. Herfra er der cirka 1.000 meter til start- og målområdet ved Torvet og Søndergade.
Teknisk kontrol fredag aften på Torvet
Rallyweekenden starter allerede fredag den 29. maj, hvor der afholdes teknisk kontrol på Torvet i Kjellerup mellem klokken 18.00 og 21.00.
Her får rallybilerne monteret startnumre og rallyplader, inden de gennemgår den officielle tekniske kontrol.
For publikum bliver det samtidig en oplagt mulighed for at komme helt tæt på de flotte rallybiler, møde kørerne og måske få en autograf eller en snak med holdene.
En professionel speaker vil præsentere deltagerne og interviewe udvalgte rallyhold i løbet af aftenen.
Start og mål på Torvet i Kjellerup
Start- og målområdet bliver etableret omkring Torvet og Søndergade i Kjellerup.
Den officielle start går lørdag klokken 09.30, mens de første biler forventes tilbage ved målet omkring klokken 16.00.
I løbet af dagen kommer rallybilerne flere gange forbi Torvet på vej til og fra hastighedsprøverne.
Publikumszoner på hastighedsprøverne
På hastighedsprøven Frederiksdal (SS1, SS4 og SS7), som er en gennemgående prøve på 12,3 kilometer, etableres der særlige publikumsområder i både Sinding og Frederiksdal.
Her er der gode adgangs- og parkeringsforhold samt mulighed for køb af mad og drikke. I Sinding lægges der samtidig op til en større byfest.
På hastighedsprøven Sjørslev (SS3, SS6 og SS9), som er 8 kilometer lang, etableres der også et særligt publikumsområde i Sjørslev.
Her er der tilkørsels- og parkeringsforhold ved hallen og kirken, ligesom der også vil være mulighed for køb af mad og drikke.



Sikkerheden kommer først
Rally er motorsport helt tæt på publikum, og derfor er sikkerheden vigtig for både deltagere og tilskuere.
Som tilskuer bør man altid holde god afstand til rallybilerne og være opmærksom hele tiden. Rallybiler kan ændre retning på et splitsekund, og derfor er det vigtigt altid at stå sikkert bag afspærringerne og i de markerede publikumszoner.
Områder markeret med “NO GO” må ikke betrædes – enten af sikkerhedsmæssige årsager eller af hensyn til lodsejerne.
Følg altid officials’ anvisninger. De er uddannet til at vurdere sikkerheden omkring rallyprøverne, og hvis publikum opholder sig usikkert, kan det betyde, at løbet bliver stoppet midlertidigt.
Arrangørerne opfordrer også til at holde børn tæt på sig, mens hunde helst bør blive hjemme – og ellers holdes i kort snor.
Vis hensyn til natur og lodsejere
Når du besøger Rally Kjellerup 2026, opfordres alle til at vise hensyn til naturen, lodsejerne og beboerne langs prøverne.
Rallyet kan kun gennemføres, fordi lodsejerne giver tilladelse til, at løbet køres gennem området, og derfor er det vigtigt, at alle færdes ansvarligt og respektfuldt.
Publikum opfordres til at rydde op efter sig selv, respektere haver, marker og indkørsler samt følge de anviste adgangsveje og parkeringsområder.
Mere information om løbet, kort, tidsplaner og publikumsområder findes på: kom.dk/rallykjellerup


