Historisk motorsport

Hvad er historisk motorsport?

I allerbredeste forstand dækker historisk bilisme alt, der har at gøre med glæden over gamle biler, det vil som hovedregel sige biler, der har mere end 25 år på bagen. Det kan være så fredeligt som, at nogle bilentusiaster mødes på en parkeringsplads for at vise hinanden deres gamle, velholdte og restaurerede biler. Og det kan være så vildt som at køre race med gamle biler, for eksempel baneløb på lukkede racerbaner eller rally på afspærrede offentlige veje.

For at noget kan kaldes historisk motorsport under Dansk Automobil Sports Union kræves der et element af konkurrence, herunder at bilen bevæger sig. Det er altså ikke nok, at den holder stille og ser pæn ud. Man kan enten vælge at køre race med sin gamle bil, altså baneløb eller rally, eller man kan deltage i pålidelighedsrallies, hvor det ikke gælder om at køre stærkt, men om at holde en bestemt gennemsnitfart på en fastlagt rute.

Historisk motorløb afvikles i Danmark som i de fleste andre lande efter FIA Appendix K (FIA = Federation International Automobile, den internationale motorsportsorganisation). I første paragraf i Appendix K hedder det:

“Historiske biler kan anvendes til konkurrencer under et regelsæt, der bibeholder specifikationerne for deres periode og forhindrer ændringer i ydelse og egenskaber, som kunne fremkomme med anvendelse af moderne teknologi. Historiske konkurrencer er ikke bare endnu en klasse, hvori man kan vinde præmier; det er en anderledes disciplin, hvor en af de centrale ingredienser er respekt for bilerne og deres historie. Historisk motorsport muliggør den aktive dyrkelse af bilens historie.”

Historisk motorsport handler altså ikke bare om at vinde, men i lige så høj grad om at ære bilen og dens historie.

Bilerne stilles der også krav til. Der kan være nogle sikkerhedskrav (f.eks. om styrtbøjle i bilen), lige som der er regler for, hvor meget man må ændre bilen i forhold til dens oprindelige stand. Desuden skal bilen ved deltagelse i de fleste historiske motorsportsarrangementer have en homologeringsattest og en vognbog, for at den kan deltage